Her er idéen med MÅLTIDER

MÅLTIDER er mit største værk på 576 sider. Her er langt mere end 500 opskrifter, 230 fotos af måltider af mad jeg har lavet hen over et år, så alt i bogen er i sæson. Line Falck har fotograferet hele bogen.

I bogen Måltider har jeg prøvet at samle mine erfaringer fra mit faglige virke som restaurantkok, kantineleder, mor i en stor familie, hjemkundskabslærer, madskribent og kogebogsforfatter til mere end 20 kogebøger.

Igennem mit køkkenliv hjemme og i en stribe professionelle køkkener har jeg samlet en stribe opskrifter, menuer, typer af måltider og måder at spise på, som jeg vender tilbage til med jævne mellemrum. Især råvarer i sæson er udgangspunktet for at få lyst til at lave mad til måltider, som jeg holder af at dele med min familie og mine venner.

For lidt mere end 10 år siden arbejdede jeg næsten et år på Suhrs (det nuværende Suhrs Madakademiet) med at revidere Mad af Ingeborg Suhr, den nu mere end 100 år gamle grundkogebog, der også kaldes Suhr Mad. I dette klassiske værk er der mange traditioner og bogen bygger på en pædagogisk ide om at lære systematik af f.eks. råvarer, metoder mm. ud fra en naturvidenskabelig vinkel. Det er i undervisningssammenhæng meget fornuftigt, og bogens mange udgaver gennem tiden giver et billede af forskellige trends inden for det kulinariske og ernæringsmæssige og de økonomiske muligheder i samfundet.

I forbindelse med dette arbejde fik jeg ideen til Måltider der ikke er en traditionel grundkogebog inddelt efter råvarertyper, men en bog der giver ideer til at spise godt fra morgen til aften hen over ugen med hverdage, weekend og mad til forskellige fester og til mange typer måltider med årstidens råvarer og forskellige tilberedningsmetoder. Vi simrer gryderetter om vinteren, griller og spiser salater om sommeren og spiser bunker af grønsager i sensommeren.

At bruge hvad der er i sæson er et kendt budskab – men det gør det ikke mindre vigtigt. Hvorfor spise jordbær 365 dage om året? Hvorfor spise ovnbagte rodfrugter i juni? Og hvorfor kan man næsten ikke skaffe danske asparges i butikkerne lige nu? – det er billigere at importere. At vælge lokalt er vigtigt for at få en mangfoldig verden og  det give ofte bedre smag at spise f.eks. lokale æbler i sæson frem for importerede. Råvaren er altid udgangspunktet for det man har gang i. Et klassisk kokkeudtryk er at man ikke kan lave lort om til lagkage – og sådan er det!

Vil vi have ordentlig mad med identitet skal de ordentlige råvarer tilvælges og det kræver at vi gør en indsats. Der er alt for meget mainstream kedelig og masseproduceret mad der ikke er godt for mangfoldighed af hverken natur eller madkultur.

Måltider samler os alle om det at nyde og der er så mange måder at gøre det på. I bogen Måltider har jeg prøvet at samle mine erfaringer fra mit faglige virke som restaurantkok, kantineleder, mor i en stor familie, hjemkundskabslærer, madskribent og kogebogsforfatter til mere end 20 kogebøger og samlet alt det jeg synes er det bedste og mest brugbare i hjemmekøkkenet i mange måltidssammenhænge. Man kan lære at lave mad igennem hele livet – det er aldrig for sent.

Mad er ikke bare benzin på kroppen – god mad bringer os sammen, giver nydelse og det er livseleksir!

Her er links der handler om bogen Måltider:

Se en smagsprøve af bogen

Se foromtale i Politiken

Læs Carlo Merollis anmeldelse

Læs madbloggen Newyorkerbyheart

Politiken Plus afholder et møde 5.juni om Måltider i Københavns Madhus hvor du kan møde mig!

One Comment

  1. Posted 20/05/2012 at 14:28 | Permalink | Svar

    Det giver god mening. Til lykke med udgivelsen af dit meget imponerende, flotte værk.

    Kh. Per

Skriv en kommentar

Required fields are marked *

*
*

%d bloggers like this: