Børn vil gerne lave mad

Børn lærer at snitte kål. Her er skolebørn på kursus i madlavning i fritidsmadskolen i Københavns Madhus.

Det er godt at kunne lave mad, men nogen skal lære én det. For mange voksne er dagligdagen for travl til at være sammen med børnene i køkkenet og lære dem det at kende.  Her i efterårsferien og de kommende mørke weekender er det oplagt at bruge tid på at give sine hverdagskompetencer videre til de næste generationer. Man kan ikke læse sig til madhåndværket – det skal praktiseres og “øvelse gør  mester”. Det er godt at kunne lave enkel mad af gode råvarer: Lære at koge æg eller stege et spejlæg, koge pasta og grøntsagssuppe, wokke/lynstege grøntsager og bage boller eller pandekager. Når man kan lave sin egen mad er det lettere at få velsmagende, sund og afvekslende mad, der også er billigere end færdiglavet købemad. Det kan tage lidt tid at lære børn at lave mad, men man får tiden tilbage. Når børnene er så store at de har lært det, kan det være en dejlig afveksling at de laver aftensmad til én af og til, og godt for dem at bestemme hvad man skal have til middag. Og så er det også vigtigt at store børn kan komme hjem fra skole og lave et ordentligt måltid og ikke blot købe kedelig mad og slik på vejen.

Undersøgelser viser at  kun 4 procent af børnene er med til at lave mad. Så kun få “kommer fra et hjem med komfur”. Derfor har FDB lavet et site: GoCook med opskrifter og film der viser hvordan man laver mad. Jeg har bidraget med en stor portion af grundopskrifterne med variationer. Der er også lige er udkommet en tilhørende app, der virker rigtig fint.

Tidligere på måneden skrev jeg i madklummen “Værs`go` og spis” i Information om, at børn gerne vil lave mad. I klummen er enkle opskrifter på “Kartoffel-porresuppe med kantareller og croutoner” kogt med hjemmelavet grønsagsbouillon samt “Blomme-æble crumble med marcipan-flødeskum”.

Nedenfor er her en begynder-opskrift på wok med kål og hakket oksekød. Hvis børnene skal lave den, skal de først lære at snitte kål og andre grønsager.

God fornøjelse sammen i køkkenet og ved måltidet.

Wok med grønsager og hakket oksekød

Til 2 personer

150-200 g hvidkål

1 stor gulerod

1 løg

150-200 g hakket oksekød

2 spsk olie til stegning

Lage:

1 spsk sojasovs eller tamari sojasovs

1 tsk honning

saft af 1 appelsin

1-2 fed hvidløg

et lille stykke frisk ingefær

friskkværnet peber eller evt. chili

Drys: Koriander, persille eller basilikum

Tilbehør: Nudler eller ris

 

  1. Sæt vand over til nudler eller ris (se nederst på siden). Kog den mens resten gøres klar.
  2. Hvidkål: Skær et stykke af kålhovedet. Skær stokken væk – den skal ikke bruges. Snit kålen i fine strimler.
  3. Skræl eller skrub guleroden. Skær den ud i stykker på ca. 5 cm og skær dem ud i fine strimler som kålen.
  4. Pil skrællen af løget. Skær det over i to halve fra rod til top. Læg løget ned og skær det i tynde skiver (halve ringe).
  5. Bland lagen: Rør sojasovs eller tamari med honning, appelsinsaft, knust hvidløg og fint revet ingefær. Krydr med peber eller evt. chili.
  6. Skyl krydderurterne i koldt vand.
  7. Wok (kaldes også lynstegning): Varm en wok, stegegryde eller pande op med lidt olie, så den er så varm at du ikke har lyst til at holde hånden over den mere end få sekunder.
  8. Kom kødet i, og rør kraftigt, steg ca. 5 min. Tag kødet op, og hold det varmt.
  9. Kom resten af olien i wokken, gryden eller panden, og varm op. Kom kål, gulerødder og løg i og steg under omrøring. Steg 2-3 minutter. Kom det stegte kød og lagen i. Lad retten varme igennem et par minutter. Smag til med krydderier.

10. Drys med friske krydderurter.

11. Spis retten med det sammen, så grønsagerne er sprøde. Bland evt. kogte nudler i wokken eller giv ris til.

Nudler: Beregn 1 firkant eller ca. 100 g æggenudler. Kog i rigeligt letsaltet vand ca. 5 min.

Ris:  Bring 5 dl vand og 1/2 tsk groft salt i kog. Hæld 3 dl langkornede ris (ca. 250 g) i og kog ved svag varme under låg 12 min. Sluk og lad risene trække færdigt. TJEK på pakken om der er en anden kogeanvisning.

Skriv en kommentar

Required fields are marked *

*
*

%d bloggers like this: